Maria-magdalena

Hun er lidt af en sjældenhed.... helt unik. Hun er en perle, værdifuld og derfor ikke en hver mands eje. Hende fandt Herren, på gulvet der foran Hans fødder.... hendes overgivelse var ægte og dybtfølt... men ingen, hverken hun, Han eller jeg vidste hvad vi gik ind til.

Fremtiden kender ingen, men jeg tror på en fremtid med håb og lykke for hvert et menneske. Hun har sit håb for fremtiden, sin lykke der venter hende, om Han og jeg bliver en del af det ved hverken hun eller andre......

Kunne vi spå, og se ind i fremtiden gjorde vi det... vi ville afsløre hvor alting endte... Men ville vi da ikke med denne handling snyde os selv for livet, og den åndeløse spænding det føre med sig ? Snyde os selv for den brusen inden i, der vækker glæden og kærligheden til live i et menneske, og giver hjertets slag en betydning ? 

Vi ville navigere uden om alt som vi kunne se ville mislykkedes og som vi senere stod til at skulle miste. Fordi mangel på suces føles som nederlag, og smerten ved at miste gør for ondt. Det ville virke formålsløst at gå ind til det.......

Men er det ikke netop livets spor der gør hver enkelt menneske ? Er det ikke når vi går igennem modgang at vi bliver stækere for hver en gang ? Er det ikke når vi oplever at stå i problemer at vi får visdom ? Er det ikke når vi står over for farer, at vi finder modet til at overvinde ?  

Ville vi ikke snyde os selv for selve livet, hvis det var muligt at navigere uden om alt dette ? Ville vi være dem vi er, unikke kærlighedsvæsner hvis ikke vi nogen sinde havde turde miste, håbe og elske.

Hun er unik-  en sand perle. Kun særlige ting har stor betydning. At miste noget man kan få igen, skaber ingen frygt. Kun det man elsker binder man det sande håb på.

Jeg elsker.....

Men har kun håbet......

Og med håbet følger frygten for at miste.....

Jeg vil slutte med de ord af Piet Hein jeg holder så meget af:

Husk at leve mens du gør det, husk at elske mens du tør det.

Blessing maria magdalena.